I 2018 projekterede Langvad Arkitekter en omfattende ombygning af hele 3.sal for BII – Bio Innovation Institute. Etagen havde tidligere hovedsageligt været opdelt i mindre cellekontorer og specifikke dedikerede laboratorier, men nu var der brug for nye rammer til det spirende inkubatormiljø. Etagen blev derfor disponeret med åbne kontormiljøer, der rummer fleksible arbejdspladser, varierende møderum og projektområder. Laboratorierne er udlagt som dancefloorlabs, hvor fleksible arbejdsstationer kan kobles til de faste installationer, og med tilhørende fælleslaboratorier med mere specifikke funktioner, samt et GMO2 klassificeret lab. De to områder bindes sammen af et fællesområde med lounge og køkken. Den rå æstetik underbygges af de synlige installationer under loftet og den enkle materialeholdning, og de nye lejere trives i omgivelserne. I samarbejde med NNE, Rambøll og Hoffmann som totalentreprenør har Langvad A/S Arkitekter stået for projektet med ombygningen af kontorer og laboratorier til det spirende inkubatormiljø på BII.