Bygningsstyrelsen (BYGST) står bag en gennemgribende renovering af KU SUND på Frederiksberg Campus.
Det drejer sig om 4000 m2, fordelt på fire bygninger, som styrelsen ejer. Her har Langvad A/S Arkitekter etableret en række nye laboratorier samt renoveret og opgraderet de gamle. Et ambitiøst projekt, finansieret af UNILAB-midler.
Projektet spænder over meget forskellige funktioner: GMO kl. 1- undervisningslokaler, fiskestalde, isolationsstalde til husdyr, musestalde til undervisningsbrug samt Centrallaboratoriet for husdyr. Derudover har vi indrettet en FryserCore for hele SUND i kælderplan.
Bevillingen er givet for at fremtidssikre universiteternes laboratorielokaler med henblik på at fastholde og videreudvikle dansk forskning og undervisning på højeste, internationale niveau.